Der ligger hundrevis af vinteræbler på græsset i min have.

Solsortene i haven mæsker sig i dem.

Der sidder stadig nogle få vinteræbler på mine æbletræer i haven.

Dem har jeg ladet sidde til de fugle, der gerne sidder på grenene og spiser.

Jeg kender sorten på to af æbletræerne i min have.

De er de eneste træer, der store nok til at give frugter.

Det ene er et gammelt og meget stort Ingrid Marie træ, der har stået i haven, ja altid…

Det andet, der (vistnok) er et Jonagored eller Jonagold, har jeg selv plantet.

Ingrid Marie æblet blev opdaget i en fynsk have i 1910

Man mener, at Ingrid Marie er spiret fra en kerne fra et Cox Orange træ.

I artiklen “Den sande historie om Ingrid Marie” i Gartnertidende 13/2 2017 kan man læse følgende om Ingrid Marie æblet:

Ny viden om Ingrid Marie

DNA-teknikkerne er de sidste ti år udviklet sig meget, og det betyder, at analyseresultaterne har givet mere præcise genetiske oplysninger, end man tidligere har haft.

Æblesorten Ingrid Marie, der opstod fra en kerne i en skolehave på Fyn i 1910, viste sig i Bjarne Larsens undersøgelser at være afkom af to engelske æblesorter Cox’s Orange og Cox’s Pomona. De engelske sorter var populære i slutningen af 1800-tallet og spredte sig derfor til de danske haver.

Bjarne Larsen afviser dermed, at Ingrid Marie ikke er en krydsning mellem Cox’s Orange og Guldborg, som svenske forskere forklarede i 2003.

På sonneruplund.dk kan man læse om æblernes bedste spisekvalitet i sæsonen her:

Optimal spisekvalitet i uge 44 – 47.

Ingrid Marie er en god havesort, der kan plukkes fra træet over en længere periode.

Det kan bruges både som spiseæble og madæble.